Kasper Michael de Thurah

Som min færd hen over Djurslands smukke bakketoppe, ja nogen vil kalde dem bjerge, men tror mit jydske skinder lidt for meget igennem realitetens lup, gik det op for mig at vinteren er på vej med sin tunge dyne af mørke, kulde og udslettende vejr. En tid der er os alle i møde, hvor folk bliver ensomme, får triste tanker, ja nogen kan helt have svært ved at komme ud af mørket, selvom foråret forsøger at genoplive år efter år. Det er som om vi allesammen bliver lidt dårligere til at komme ud af mørket som årene går… Det bliver lidt sværere, lidt hårdere end da man var barn og bare syntes det var fedt at man kunne tyre en snebold lige i fjæset af en man ikke kunne li for ti minutter siden - nu laver man snemand sammen og har glemt alt om det lille skænderi man havde, kun den røde tud vidner om at der vist var lidt for meget grus med i den snebold - men pyt med det…

Da jeg kommer op på bakketoppen og skuer ud over et mørkelagt landskab, markerne er harvede, skyerne truer konstant med regn -også selvom den aldrig har tænkt sig at komme, ser jeg et funklende lys i bakspejlet - det er som om horisonten brænder bag mig. Som om hele landet står i flammer - konstrasten går direkte ind mellem tøj, hud og knogler (okay, også lidt fedt…). Jeg blev nød til at holde stille og nyde konstrastens univers - som om jeg på den bakketop forlod sommeren i baggrunden der gav det sidste af sig i de flammende gløder på himlen, mens den mørke dyne ventede mig i fremtiden.

Jeg sidder nu en stille søndag aften, har lige taget natbukserne på og har gjort mig parat til den mørke dyne - både i fremtiden og om lidt - har vinket sommeren farvel og kørt hjem.